Den 12-årige Nicolai Sylvest debuterer i år i eliteklassen for de yngre, nemlig i KF3!

Han skal køre i den bedste og hårdeste klasse for sin aldersgruppe. Sæsonen er allerede gået igang, og vinterferien skal såmænd også bruges på at køre gokart. Det drejer sig om den klassiske Winter Cup, som køres på South Garda i Italien d. 19. – 21. februar, hvor hele 109 kørere er tilmeldt i KF3-klassen.

Nicolaj får i 2010 også en ny mekaniker som skal følge ham igennem hele sæsonen. Det er Steffen Pedersen, som både selv har kørt gokart på topplan, og endda også været mekaniker for nogle af de bedste danske racerkørere.  Steffen har nemlig både fulgt Johan Jokinen, som idag kører formelbiler på professionelt niveau og også den forhenværende Danmarksmester 2007  i Formel Ford, Christian Markussen. Steffen skal ikke kun stå for den tekniske del, men også være Nicolais personlige coach.

– Det er rigtig rart for mig at have en tredjemand med i teamet, forklarer farmand Jesper Sylvest. Det er jo ikke altid at der bliver lyttet til det jeg siger, fremfor det Steffen siger.

Så den tolvårige skoleelev får i 2010 nok at se til, og en masse nye ting at vænne sig til. Gokarten er også ny. En fabriksny FA Alonso Kart..

Foto: Jesper Sylvest