Nicolai Sylvest tog det store trofæ, da han i Københavns gader kørte først over målstregen, da weekendens sidste heat blev kørt i gaderne rundt om Grøndal Multicenter.

Det blev til sejre i både heat 2 og heat 3, så man kan ikke sige, at sejren var heldig. Han måtte dog køre sig til den i heat 2, hvor Philip Lindberg startede forrest og Jacob Mathiesen også skulle forbikøres.

Det er dog sjovt hvordan det altid er de samme kørere som slutter forrest selv om de starter længere nede i feltet. Således sluttede Nicolai Sylvest foran Kasper H. Jensen og Mike Halder i et løb hvor vi fik den elektriske KIA safety car på banen igen.

Den elektriske KIA fik vi set alt for meget i gaderne, men TPR Motorsports Anton Bergstrøm endte i muren i heat 2. I heat tre var det Lars Højris, der desværre sendte safety car på banen. Nærkontakt med Allan Kristensen fra Meteor Racing endte med Lars Højris i muren.

Værre blev det da regnen satte ind. Alle kørere var på slicks, så det blev noget af en kamp at holde bilen på banen. Det var dog tørt, da Mike Halder startede heat 3 forrest, men han blev sidst på første omgangen overhalet af Nicolai Sylvest. Senere i heatet kom også Kasper H. Jensen forbi den hurtige tysker.

Regnen tog så meget til, at safety car på ny kom på banen og løbet sluttede desværre bag safety car. Nicolai Sylvest var dog lykkelig. Hans to sejre betød, at han kørte sig tættere på ellers suveræne Kasper H. Jensen og nu kun er to point fra Mike Halder i mesterskabet på andenpladsen.

Lørdag blev heat 1 kørt. Det kostede desværre Kristian Sætheren den videre deltagelse i weekenden, da et teknisk problem satte en stopper for yderligere deltagelse. Mike Halder tog sejren foran de velkendte navne Kasper H. Jensen og Nicolai Sylvest.

Næste afdeling bliver GP Danmark sidst i august på Jyllandsringen.