På den tyske bybane, Norisring, i Nürnberg, tog Nicki Thiim sin første DTM-sejr i weekendens Race 2. Danskeren startede fra pole position i sin Lamborghini Huracán GT3 EVO2 og kørte den i mål på samme placering efter 69 omgange.
Nicki Thiim følger sin fars fodspor – DTM-legenden Kurt Thiim. Det er første gang nogensinde i DTMs 40 år lange historie, at både far og søn kan kalde sig løbsvindere.
Til dette fortæller Nicki Thiim i en pressemeddelelse fra DTM: ”Som ung dreng har jeg fulgt min fars DTM-løb her. En sejr på Norisring har altid været øverst på min bucket-liste. Det føles fantastisk, at kunne gentage min fars succes, især fordi det generelt har været en svær sæson. Øjeblikkene efter løbet var meget følelsesladede for mig.”
Foto: Gruppe C Photography