Den anden pole position i Carrera Cup Deutschland blev ikke vekslet til sejr på Oschersleben for danske Nicki Thiim.
Allerede i starten forsvandt den drøm, da både Nick Tandy og René Rast skød forbi danskeren. Også Sean Edwards passerede kort efter Thiim (foto, #11), men danskeren fandt igen farten i de drilske forhold, hvor regn stille faldt kort inde i løbet.
Thiim kunne gå forbi Edwards, der senere også spandt rundt og måtte se Tandy udbygge i front af mesterskabet med sejr.
Hen mod slutningen faldt regnen hårdere, og som på Norisring befandt danske Thiim sig særdeles godt under de betingelser. Danskeren hentede Rast med op mod et sekund per omgang og var helt i hækmotoren på den regerende Porsche Supercup-mester, da safetycaren neutraliserede løbet med tre omgange igen.
Resultaterne betyder, at Nicki Thiim nu er treer i den samlede stilling inden finaleløbet på Hockenheim.
– Det var et hændelsesrigt og meget hårdt løb. Desværre ødelagde jeg min start. Betingelserne var meget svære, man skulle bruge alle kneb i bogen. Det var irriterende, at safetycaren kom ud, ellers havde jeg taget René og måske endda Nick. Vi er treer i mesterskabet, og efter et års pause er det ret godt, siger Nicki Thiim i en pressemeddelelse.
Toppen i Carrera Cup Deutschland, Oschersleben:
1. Nick Tandy (GB), Konrad Motorsport
2. René Rast (D), Förch Racing, + 1.265
3. Nicki Thiim (DK), Hermes Attempto Racing, + 1.565
4. Jan Seyffarth (D), SMS Seyffarth Motorsport, + 2.208
5. Sean Edwards (GB), Team Deutsche Post by tolimit, + 2.426
6. Nicolas Armindo (F), Hermes Attempto Racing, + 3.925
7. Robert Lukas (PL), Förch Racing, + 4.513
8. Robert Renauer (D), Team Deutsche Post by tolimit, + 5.404
9. Jaap van Lagen (NL), Land Motorsport, + 6.445
10. Hannes Plesse (D), Schnabl Engineering, + 7.734
Kørernes stilling efter 8 af 9 løb
1. Nick Tandy (GB), 122 points
2. Sean Edwards (GB), 110
3. Nicki Thiim (DK), 85
4. Jeroen Bleekemolen (NL), 84
5. Jaap van Lagen (NL), 81
6. René Rast (D), 75
Teammesterskabet:
1. Team Deutsche Post by tolimit, 177 points
2. Konrad Motorsport, 147
3. Hermes Attempto Racing, 112