Nicki Thiim har de sidste par sæsoner fået opfyldt sin store drøm om at køre – og vinde – i DTM – serien, hvor far Kurt i sin tid kørte sig til legendestatus. Nu bliver det i de grønlige farver fra Aston Martin, når danskeren slutter sig til Comtoyou Racing med danske MASCOT WORKWEAR på dørene.
Danskeren har tidligere været til start i Lamborghini i serien, men nu er det lykkedes at finde plads i det enlige Aston Martin-team i serien ved siden af belgiske Nicolas Baert.
“Efter så mange år er tiden endelig kommet: Nu kører jeg i DTM som Aston Martin-fabrikskører for Comtoyou og AMR-familien. Det er et ekstremt krævende mesterskab, og jeg er stor fan af racet i DTM, hvis intensitet kun kan sammenlignes med Formel 1. At bære Aston Martin-farverne i DTM er noget helt specielt for mig. Jeg har allerede haft succes før, og jeg glæder mig til at fortsætte ned ad den vej i DTM, “siger Nicki Thiim.
DTM starter 24.-26. april på Red Bull Ring i Østrig. Også Bastian Buus er til start i serien.




