Nicki Thiim kørte  en fjerdeplads hjem næstsidste Porsche Carrera Cup-løb på den franske Dijon-bane.

Efter en mindre positiv tidtagning, der endte med blot syvendebedste tid, var der endnu en gang lagt op til overhalinger for Nicki, der har haft en hård sæson trods flotte resultater.

– Vi opdagede efter tidtagningen, at dækkene havde været våde på indersiden, og det giver et noget ustabilt dæktryk når dækkene bliver varme og fugten bliver til damp, siger Nicki Thiim ifølge en pressemeddelelse.

– Med dét problem i mente, var en syvendeplads nok ikke så dårlig endda.

I søndagens løb lykkedes det Nicki at køre sig frem til fjerdepladsen, men da en af de forankørende konkurrenter var gæstekører, kan Nicki høste points for en tredjeplads. Samtidig døjede en af de hårdeste konkurrenter med tekniske problemer, så det ser positivt ud forud for sæsonens sidste løb på Hockenheim den 25. oktober.

Vinderen var Jeroen Bleekemolen, der dermed også henter ind på den førende Thomas Jäger i den samlede stilling. Nicki Thiim ligger efter løbet på femtepladsen med en teoretisk chance for den nederste podieplads.

Stillingen i Porsche Carrera Cup Tyskland:

1 Thomas Jäger, 136 point
2 Jeroen Bleekemolen, 127
3 Jan Seyffarth, 104
4 Robert Renauer, 94
5 Nicki Thiim, 85

Foto: Natascha Theisen