McLaren Mercedes’ nedtur på og uden for banerne fortsætter. Efter farcen i Australien er Dave Ryan nu fyret fra holdet. Oven i det er holdet blevet indkaldt til møde med FIA’s World Motor Sport Council den 29. april.

Holdet har netop meddelt i en pressemeddelelse, at Dave Ryan, den nu tidligere sportslige direktør i McLaren Mercedes, er afskediget fra holdet. Ryan blev suspenderet op til det Malaysiske Grand Prix for sin rolle i bevidst at have ført løbsledelsen og FIA bag lyset.

McLaren Mercedes indkaldt til disciplinærhøring

Oven i balladen om Ryan er McLaren Mercedes nu indkaldt til høring i FIA i Paris den 29. april. for at svare på anklagerne om brud på det sportslige kodeks, herunder dels at have undladt at fortælle sandheden over for løbskommissærer i Australien, dels at have forholdt sig tavse, da en konkurrent (Jarno Trulli) uretmæssigt blev straffet for episoden i Australien, hvor Trulli overhalede under safetycar.

Sagen har allerede haft den konsekvens, at Lewis Hamilton fik frataget sin tredjeplads i Australiens Grand Prix.

McLaren Mercedes og Lewis Hamilton har siden undskyldt, og med suspendering og nu fyring har Dave Ryan fået skylden. Indtil videre.

Foto: McLaren Mercedes, Australien 2008