3. afdeling af ERC-mesterskabet blev en uheldig en af slagsen for det danske rallycross-talent Ulrik Linnemann.

I Frankrig skulle den fornemme andenplads fra Portugal følges op med mere fremgang for det danske ERC-team – men sådan skulle det ikke gå.

Weekenden startede ellers rigtig godt for Linnemann, der fik en næstbedste tid i kvalifikationen.

– Allerede i første sving bliver bilen presset ind i en af de høje kurber, og i forsøg på at styre ind i banen igen kolliderer jeg med en af medkørerne. Bilen blev godt medtaget af dette – men dog ikke så meget, at jeg ikke kunne køre 1. heat færdigt, fortæller Ulrik Linnemann i en pressemeddelelse efter en 20. plads i dette heat.

I 2. heat blev der igen kørt hårdt, og Linnemann måtte indkassere et sort flag og udelukkelse – en kendelse, teamet betegner som ‘tvivlsom’.

– Vi må desværre indse at det ikke var vores weekend i Frankrig, kommer det fra en skuffet Ulrik.

Dog ser den samlede placering i europamesterskabet stadig fin ud for nordjyden. Team Linnemann er kun kravlet en placering ned og er dermed nr. 3. i kampen om at regere Europas rallycrossbaner.