Det bliver knald eller fald for Jan Magnussen, der er på vej mod sin NASCAR-debut. På Infineon Raceway skal danskeren kvalificere Phoenix Racings Chevrolet Impala, der ikke på forhånd er blandt de 35 biler, der er sikret en startplads.

Det bliver en do-or-die omgang, da Magnussen blot får én omgang til at sætte en tid, der rækker til en plads blandt de 43 biler på startgridden til søndagens løb. 46 biler er tilmeldt, så nogle må altså tage hjem uden at køre.

– Lige nu går alle tanker på kvalifikationen fredag. Jeg har kørt rigtig mange forskellige løbsserier de sidste mange år, men der er ingen tvivl om, at det her er en af største udfordringer jeg har stået overfor, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

– Normalt har man flere forsøg på at sætte en god tid eller i værste fald, så får man bare en dårlig startplacering. Men laver man en fejl på kvalifikationsomgangen her, så er man ude før det hele startede. Så det er rigtig vigtigt, at have det rigtige setup på bilen og derefter gælder det om at køre en god, sikker omgang. Det bliver ikke noget med at satse på hurtigste tid, men derimod på en sikker omgang, der samtidig er hurtig nok til at få en ind i løbet. Først hvis det lykkes, kan jeg begynde at fokusere på løbet søndag, siger Magnussen videre.

Forud for kvalifikationen er der en træningssession fredag. Da Magnussen er blandt de sidste på listen, risikerer han at få minimalt med tid i træningen.

TV 2 Sport og TV 2 HD sender løbet søndag aften allerede fra klokken 20.00.

Se links og livetider under www.racemag.dk/events

Tidsforskellen til Infineon Raceway fra Danmark er 9 timer.

Foto: Thomas Norsted