Top ti har stort set været statisk formiddagen igennem, og kampen om førstepladsen fortsætter med at være en kamp mellem Audi, BMW og Porsche.

WRT-Audien har for det meste været i føring, men forfølgerne i Marc VDS-BMW’en med nummer 25 ligger så tæt på, at de bytter plads ved pitstops lige for tiden.
Cirka et halvandet minut efter ligger Falken Porsche #44 og den anden Marc VDS BMW og kæmper om 3. pladsen. Lige nu er Marc VDS-BMW’en inde til et hurtigt tjek, men bilen blev hurtigt sendt afsted igen.

I modsætningen til aftenen og natten, så har løbet her til formiddag været en del mindre dramatisk. Vejret er fornuftigt på Nürburgring lige nu, det er tørt og solen skinner, hvilket forhåbentligt betyder, at vi får et rent løb frem mod klokken 16.00.

Siden sidst er den anden Audi Sport Team WRT R8 #29 rykket en plads op, og dermed tegner Nicki Thiim sig for en øjeblikkelig ottendeplads.
Niels Borum og Team Scangrip Racings SP8T BMW E92 er lige nu på andenpladsen i klassen og 72. generelt.
Roland Poulsen og Bliss Autosport er lige nu nummer 5 i Cup 1.