Nico Rosberg tog Mercedes AMG Petronas’ fjerde pole position i træk i 2013-sæsonen i en hektisk kvalifikation til Monacos Grand Prix 2013.

Kvalifikationen var præget af en våd start på Q1. I pitgaragerne holdt fortsat Romain Grosjean og Felipe Massa, der begge var kørt i autoværnet i Ste. Devote i tredje træning. Skaderne på de to biler var store, men Romain Grosjean kom ud til Q1 lige i tide til at sætte en omgang. Franskmanden satte Lotus-raceren øverst i tabellen på sin første flyvende omgang og understregede den øjeblikkelige form for Lotus og Grosjean.

Felipe Massa nåede ikke ud i Q1 og starter dermed bagerst med Jules Bianchi foran sig. Marussia-køreren måtte parkere i Massenet efter røg stod ud af raceren på outlappen.

I Q2 blev det hektisk i de sidste tre minutter, hvor slicks var det rigtige valg. Fernando Alonso afbrød en hurtig omgang på intermediates for at gå i pit, men det skulle vise sig at være nødvendigt.

Romain Grosjean kunne mærkeligt nok ikke få supersoft-dækkene til at virke, og frankmanden måtte skuffet nøjes med P13 til søndagens grand prix. Giedo van der Garde høstede high fives en masse i pitten efter at have sat 15. bedste tid.

Q3 var en rent tør affære, selvom der blev rapporteret om regndråber hen mod slutningen. Men tyske Nico Rosberg viste sig igen stærkest i kvalifikationen. Rosberg starter med teamkammeraten Lewis Hamilton lige bag sig, da briten var knap 1/10 sekund efter sin teamkammerat.

Sebastian Vettel var aggressiv i sit sidste forsøg, da det ternede flag var faldet, men VM-etteren kunne ikke slå de to sølvpile foran og starter treer foran Mark Webber, der måtte afbryde sit sidste forsøg efter en fejl i Swimming Pool.

Kimi Räikkönen var bedste Lotus-kører på P5 foran Fernando Alonso, der i Q3 aldrig rigtig så ud til at have tillid til sin Ferrari. Sergio Perez starter syver foran Adrian Sutil i Force India med Jenson Button efter sig. Briten beklagede sig over mangel på power i motoren i Q3 og kneb sig kun lige ind foran Jean-Eric Vergne i Toro Rosso.

Resultatet af kvalifikationen til Monacos Grand Prix:

 
Q1 Q2 Q3
1 Nico Rosberg Mercedes 1:24.620 1:16.135 1:13.876
2 Lewis Hamilton Mercedes 1:23.779 1:16.265 1:13.967
3 Sebastian Vettel Red Bull Racing-Renault 1:24.243 1:15.988 1:13.980
4 Mark Webber Red Bull Racing-Renault 1:25.352 1:17.322 1:14.181
5 Kimi Räikkönen Lotus-Renault 1:25.835 1:16.040 1:14.822
6 Fernando Alonso Ferrari 1:23.712 1:16.510 1:14.824
7 Sergio Perez McLaren-Mercedes 1:24.682 1:17.748 1:15.138
8 Adrian Sutil Force India-Mercedes 1:25.108 1:17.261 1:15.383
9 Jenson Button McLaren-Mercedes 1:23.744 1:17.420 1:15.647
10 Jean-Eric Vergne STR-Ferrari 1:23.699 1:17.623 1:15.703
11 Nico Hulkenberg Sauber-Ferrari 1:25.547 1:18.331
12 Daniel Ricciardo STR-Ferrari 1:24.852 1:18.344
13 Romain Grosjean Lotus-Renault 1:23.738 1:18.603
14 Valtteri Bottas Williams-Renault 1:24.681 1:19.077
15 Giedo van der Garde Caterham-Renault 1:26.095 1:19.408
16 Pastor Maldonado Williams-Renault 1:23.452 1:21.688
17 Paul di Resta Force India-Mercedes 1:26.322
18 Charles Pic Caterham-Renault 1:26.633
19 Esteban Gutierrez Sauber-Ferrari 1:26.917
20 Max Chilton Marussia-Cosworth 1:27.303
21 Jules Bianchi Marussia-Cosworth
22 Felipe Massa Ferrari