Norske Molly Pettit meldte kort efter nytår ud, at hun ikke kunne fortsætte i DTC/NTCC på grund af nye forpligtelser for TV2 Norge, hvor hun er reporter i WRC. Løbskalenderen for WRC var ikke specielt godt matchet til den i DTC/NTCC, og derfor ville Molly Pettit kun få en halv sæson bag rattet.
Løsningen for Molly Pettit blev Danish Supertourisme Turbo, hvor kalenderen passer bedre.
– Siden jeg begyndte at køre i 2009 har det hvert år været afgørende for mig, at jeg får kørt løb. Jeg elsker at køre biler. Stærkt. Og at konkurrere… … Derfor fandt jeg hurtigt ud af, at en anden serie i Danmark passede godt i forhold til mit job, så jeg tog til test på Padborg for at se på det, skriver Molly Pettit på sit website, Mollysport.
Vejret til testdagen i Padborg var typisk december – elendigt. Men trods det våde og kolde føre, så gav den nye bil et så godt indtryk, at beslutningen nu er taget, skriver hun:
– I forhold til DTC-raceren er det en helt anden bil, bortset fra, at begge er rørrammebiler. DTC-bilerne vejer 1130 kg, mens DST-bilen vejer 830. Den har også en helt anden motor, men det jeg er mest begejstret over, er at den har sekventiel gearkasse. For mig bliver det en spændende og udfordrende omstilling fra de store biler i DTC, men jeg ser frem til det. Mit nye team, Team Nordic Racing, har taget godt imod mig, og jeg ser frem til testdagene med glæde, skriver hun.