Mikkel Mac har efter længere overvejelser valgt at fokusere sin indsats på Formula Racings deltagelse i ELMS. Dermed er den unge kører fra Nykøbing Falster ikke at finde i de tre resterende afdelinger af Danish Supertourisme Turbo, hvor han indtil nu har kørt for Image Racing.

– Jeg har efter store overvejelser valgt at stoppe mit engagement hos Image Racing i Danish Supertourisme, lyder det fra Mikkel Mac i en pressemeddelelse, som Formula Racing netop har udsendt.
– Jeg har været glad for at være med til at starte et helt nyt motorsportsprogram op i Danmark, og jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage til serien på et andet tidspunkt, siger han.

Den 22-årige Formula Racing-kører lå efter de første fire afdelinger af den danske serie på tredjepladsen i mesterskabet, hvor han har kørt en Kia.

Mikkel Mac vil nu fokusere på sit engagement hos Formula Racing, hvor han sammen med Johnny Laursen og Andrea Rizzoli har taget føringen i GTE-mesterskabet i den benhårde European Le Mans Series.