Den kommende McLaren-fabrikskører sluttede årets Le Mans på ottendepladsen i LMP2-klassen, hvor holdet fra United Autosports aldrig lykkedes med at finde farten.
En Le Mans-sejr viste sig at være helt uden for rækkevidde for Mikkel Jensen og holdkammeraterne hos United Autosports, som kæmpede gevaldigt med farten i årets udgave af den franske klassiker. Den danske racerkører, som fra 2027 bliver en af fabrikskørerne i McLarens nye Hypercar-program og comeback på Le Mans, sluttede sammen med Grégoire Saucy og Henrik Lindh på en ottendeplads i LMP2-klassen.
– Det var mildest talt et elendigt ræs, desværre. Vi manglede fart på langsiderne, hvilket er meget kritisk på Le Mans. Det var noget, vi også kæmpede med under forberedelserne til løbet, og det lykkedes os aldrig at lokalisere problemet. Den manglende fart gav os store problemer med at komme hurtigt nok gennem trafikken og forbi GT3-bilerne, så selv om vi ellers kørte et rent ræs uden problemer, hang vi bare i bremsen og havde svært ved at avancere, forklarer Mikkel Jensen.
Det var danskeren, som med seks tidligere starter på Le Mans var den mest erfarne i trioen, der startede løbet fra 11. pladsen lørdag klokken 16.00 – og som også fik opgaven med at køre bilen i mål efter de 24 benhårde timer.
– Vi forlader dog ikke Le Mans tomhændede. En del af de folk, som var med på Le Mans-holdet, kommer også med på McLarens Hypercar-program, så på den måde fik vi lært hinanden at kende og taget hul på samarbejdet. Fra den vinkel er der mange positive ting at tage med hjem, selv om resultatet generelt set var skuffende.
Næste udfordring for Mikkel Jensen finder sted allerede om to uger, når tredje afdeling af det amerikanske LMP2-mesterskab flages grønt på Watkins Glen i New York den 28. juni. Her er Jensen tilbage i aktion med United Autosports. Inden da danskeren dog på opgave for McLaren Racing, som tager hul på endnu en test af fabrikkens nye Hypercar.



