Årets store begivenhed, Grand Prix Danmark, fik en tysk sejrsherre og vinder. Med to ud af tre mulige sejre fik Mike Halder næsten det optimale ud af weekenden. Malte Ebdrup tog en heatsejr og plads to i finalen, mens Kasper H. Jensen kæmpede sig til den sidste plads på podiet. Med resultatet indtager Mike Halder nu føringen i mesterskabet.

Dennis Lind kørte en tredje TPR-Honda denne weekend og hans comeback til dansk topklasseracing startede med pole position til heat 1. Den placering kunne han dog ikke holde, så først gik Mike Halder forbi og efterfølgende Kasper H. Jensen. Her blev de resten af heatet, der var ganske underholdende.

Dennis Lind var tilbage og startede fra pole i Heat 1
Copyright Ewert Foto
Dennis Lind var tilbage og startede fra pole i Heat 1
Copyright Ewert Foto

Kampen om U/25-mesterskabet har de to holdkammerater Gustav Birch og Malte Ebdrup som de to kombattanter. I heat 1 lavede Malte en flot overhaling på Gustav i den kurvede sektion før start/mål-langsiden.

Over flere sving lå Malte Ebdrup og Gustav Birch side om side
Copyright Ewert Foto

Resultet af Heat 1 blev:
1. Mike Halder
2. Kasper H. Jensen
3. Dennis Lind
4. Malte Ebdrup
5. Gustav Birch

Andet heat bød igen på godt race. Jacob Wunderov startede fra pole, og holdt over flere omgange Malte Ebdrup og Mike Halder bag sig. Begge kom dog forbi, og de startede en duel resten af heatet, hvor Malte på intet tidspunkt kunne slappe af. Det kunne Jacob Wunderov heller ikke, da Kasper H. Jensen pressede på for at komme forbi.

Jacon Wunderow startede heat 2 fra pole
Copyright Ewert Foto

Da Heat 2 var slut var Top 5:
1. Malte Ebdrup
2. Mike Halder
3. Jacob Wunderov
4. Kasper H. Jensen
5. Gustav Birch

Så var der kun finaleheatet tilbage. Det er her pokalerne skal finde deres ejere. Der var drama før starten da Kasper H.’s Honda havde problemer med at komme på banen. Om det var en ctrl-alt-delete der gjorde tricket ved vi ikke, men Kasper fik gang i bilen og var med, da starten gik.

Kasper H. Jensen med Gustav Birch en berlinger bag sig
Copyright Ewert Foto

Mike Halder gik med det samme i front, mens Malte Edbrup tog andenpladsen. Kasper H. Jensen lignede et såret dyr og holdkammeraten Gustav Birch pressede på. Han kom dog ikke forbi, så Kasper kunne tage den sidste plads på podiet. Michael Markussen og Martin Andersen, der denne weekend både kørte TCR og Super GT V6, havde en god duel som Martin trak sig bedst ud af. Michael fik senere selskab af Jacob Wunderov, og det endte med en kontakt, der sendte Michael Markussen ud af løbet.

Martin Andersen og Michael Markussen sloges i heat 3
Copyright Ewert Foto

Vejret var også tæt på at spille en rolle i finaleheatet. Mørke skyer trak indover Jyllandsringen, og der nåede også at komme lidt regn, men heldigvis intet, der fik indflydelse på løbet og dets resultat. Mike Halder tog sejren, og de to sejre samt en andenplads var nok til at tage føringen af mesterskabet med tre runder tilbage. 345 point mod Kasper H. Jensens 329. Malte Ebdrup indtager tredjepladsen i det samlede mesterskab, og fører samtidig U/25-mesterskabet.

Top 5 i finaleheatet blev:
1. Mike Halder
2. Malte Ebdrup
3. Kasper H. Jensen
4. Gustav Birch
5. Dennis Lind

Mike Halder vandt GP Danmark foran Malte Ebdrup og Kasper H. Jensen
Copyright Ewert Foto