Michelle Gatting er næste dansker i Volkswagens Scirocco R-Cup – og ligesom sin forgænger Maiken Rasmussen, har den danske, kvindelige racerkører vundet sædet i en shootout mod andre kvindelige talenter, udvalgt af FIA Women in Motorsports Commission.

Den blot 17-årige tidligere karting- og Formel Ford-kører var oppe mod 10 konkurrenter, hvoraf fire blev sat op mod hinanden på anden- og tredjedagen. Valget faldt på den danske kører efter hun konstant havde været hurtigst på Oschersleben-banen i Tyskland.

– Jeg er virkeligt glad for at vinde shootouten, det var meget sværere end ventet, for alle pigerne var virkeligt gode og 100 procent fokuserede på at få sædet, siger Michelle Gatting i en pressemeddelelse.

– At vinde er en stor mulighed for mig, for jeg ved hvor stor en hjælp Volkswagen vil være, og det vil afgjort åbne nogle døre i fremtiden, hvis jeg gør det godt i 2012, siger hun og takker kommissionen, Volkswagen og mekanikerne i VW-teamet.

Det er andet år i træk, at Volkswagen med danske Kris Nissen i front samarbejder med FIA om at få flere kvinder i motorsport. Og altså andet år i træk, at en dansker vinder sædet.

– Vi er virkeligt glade for at være partner i dette projekt for andet år, og det er en stor fornøjelse at arbejde md FIA, kommissionen og Michelle, siger VW’s motorsportsdirektør.

VW Scirocco R-Cup skydes i gang den 27. og 28. april på Hockenheim.