Den danske racerkører Michel Nykjær er tilbage i dansk motorsport når starten går til Danish Supertourisme Turbo d. 18-19 april på Padborg Park. Det er første gang siden 2009 at Nykjær kører en fuld sæson i Danmark, efter at han med stor succes har kørt flere sæsoner i udlandet, blandt andet i det svenske mesterskab STCC og verdensmesterskabet WTCC.
I samarbejde med sin hovedsponsor Leaseplan Danmark har Michel Nykjær indgået en kontrakt med det danske team Image Racing Denmark. Teamet er nystartet, men har store ambitioner om at slå sig fast i dansk motorsport, og den nye serie Danish Supertourisme Turbo. Nykjær bliver teamkammerat med den danske racerkører Mikkel Mac.
”Jeg glæder mig meget til at køre for det danske publikum igen. Nu har jeg kørt et par sæsoner i udlandet, så det er lidt som at vende hjem, og jeg har altid holdt meget af de danske baner. Jeg ser meget frem til at køre den nye Supertourisme racer, jeg har fulgt serien i udlandet og synes at den er rigtig spændende,” udtaler Michel Nykjær.
Image Racing er et nyt navn i dansk motorsport. Alex Stubberup Frederichsen er manden bag teamet, han er nok kendt af mange for hans arbejde i og med Formel Ford. Men starten på Image Racing betyder ikke et farvel til Formel Ford, for her vil Image Racing også være repræsenteret med Cato Poulsen.
”Det er fedt at vi med 2 så gode navne kan starte vores nye team i Supertourisme, samtidigt med at vi forsætter i Formel Ford. Det er helt sikkert at de unge Formel Ford kørere absolut får noget at se op til i den anden ende af teamteltet. Jeg glæder mig vildt til at komme i gang”, udtaler Alex Stubberup Frederichsen
Danish Supertourisme Turbo
Supertourisme stammer fra Frankrig hvor serien har haft stor success. Her har den vist styrke og ekspanderende popularitet. Selve racerbilerne iklædes karrosserier, der direkte identificeres med eksisterende top producenters mærker. Bilen er udstyret med en 2-liters turbomotor med 300 hk. og en 6-trins sekventiel racer-gearkasse. Løbsserien køres over 7 afdelinger på forskellige baner, heraf er et af løbende på den legendariske Formel 1 bane Spa i Belgien.
www.michelnykjaer.dk
www.facebook.com/michelnykjaer
www.facebook.com/Imageracingdk
www.supertourisme.dk




