Michel Nykjær vender tilbage til FIA ETCC, der køres i næste weekend på Salzburgring i Østrig.

Michel Nykjær kører FIA ETCC i Chevrolet Cruze denne weekend

Den danske WTCC-kører deltog i 2/3 af mesterskabet sidste år, da det blev kørt over tre afdelinger. I år er det tilbage til en enkelt event med to løb, og her skal danskeren forsøge at tage sin tredje ETCC-titel.

Det bliver i Chevrolet Motorsport Sweden-teamets Chevrolet Cruze, som Rickard Rydell i øjeblikket ligger i topstriden i STCC med (foto).

– Det blev afklaret i går (søndag, red.), at jeg skal køre den svenske Chevrolet. Det er jo noget af det sidste nye i S2000, som Chevrolet kørte med i WTCC sidste år, så jeg glæder mig meget til at prøve Cruzen, siger Michel Nykjær til Racemag.

Nykjær deltog i 2010 i en SEAT Leon TDI, blandt andet også på Salzburgring. Det var også her, han sikrede sig ETCC-titlen i 2008 med danske Perfection Racing i Chevrolet Lacetti.

– Det bliver rart at komme til en bane, jeg kender – selvom jeg dog ikke ved, hvordan vejret bliver. Men sidste år kørte vi i både regn og tørvejr, så det går nok. Pepe Oriola kommer i en SEAT Leon TDI og Giovanardi i Hartmann-Hondaen er altid hurtig. Så det bliver nok os sammen med Tomas Engström i Honda, der skal kæmpe om det, siger Nykjær, der er en travl mand i disse uger.

Efter ETCC denne weekend går det videre til WTCC på Oschersleben, og herefter kører Pole Position Denmark-køreren ved Copenhagen Historic Grand Prix i bl.a. ’76-klassen.

Også danske Hartmann Honda Racing deltager og skal forsvare de to titler, teamet har taget med James Thompson i 2009 og 2010. Svenske Tomas Engström deltager igen i sin egen Honda Accord.

Foto: Brian Laursen, Racemag