Michel Nykjær får nu mulighed for at kæmpe med om FIA ETCC-titlen 2010. Den danske WTCC-kører og tidligere dobbelte ETCC-mester skal køre i SEAT Leon TDI, når ETCC afgøres denne weekend på italienske Franciacorta.
– Vi tager ned til Italien i morgen for at se, hvad vi kan gøre, siger Michel Nykjær til Racemag. SEAT-køreren er bagud i pointene efter blot at have kørt én af to afviklede afdelinger.
– Jeg går selvfølgelig efter at vinde, men Thompson fører med 12 point, så han skal i princippet bare lægge sig bag mig for at tage titlen. Men andenpladsen er nok mere realistisk, siger Nykjær videre.
I FIA ETCC fører James Thompson med 32 point foran Tomas Engström, der har 22. Michel Nykjær har efter dobbeltsejr på Salzburgring 20 point og en øjeblikkelig tredjeplads.
Det bliver dog ikke danskerens vanlige SEAT Leon fra WTCC, der skal i aktion på den italienske bane. Den er for længst sendt mod Macau, hvor VM-finalen traditionen tro afvikles. Derfor kører Nykjær ikke i sin vanlige Leon, men en lånt racer fra SEATs kundeteam.
FIA ETCC-feltet starter med en tretimerstest, inden det går løs med træninger og kvalifikation.
Se tidstabel, link til livetiming samt tv-tider på www.racemag.dk/events
Foto: fiaetcc.com

