Michael Schumacher er nu som bekendt på vej mod en sæson hos Mercedes GP Petronas. Dermed sluttes den cirkel for den tyske legende, der begyndte med Mercedes-Benz-juniorprogrammet i begyndelsen af halvfemserne.

Knap 20 år senere skal den syvfoldige verdensmester køre for det tidligere Brawn GP-team, der i november blev opkøbt af Mercedes-Benz. Dermed bliver det gensyn med Ross Brawn, Norbert Haug og flere andre kendte ansigter.

– Mercedes GP Petronas repræsenterer en ny udfordring for mig både i en sportslig, men også i en personlig kontekst. Det er et nyt kapitel i min racingkarriere, og jeg ser virkelig frem til at arbejde med min gamle ven Ross Brawn og mine venner fra dagene i Mercedes juniorprogrammet, siger Michael Schumacher i en pressemeddelelse.

Når den syvdobbelte verdensmester sætter sig i sølvpilen i 2010, gør han det ikke som en vennetjeneste. Der skal bygges videre på den kører- og konstruktørstitel, som teamet har hentet i 2009.

– Jeg er sikker på, at vi vil være involverede i kampen om Formel 1-verdensmesterskabet næste år, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage til racerbanen, siger Schumacher videre.

– Det her slutter cirklen for mig. Mercedes støttede mig i så mange år, da jeg begyndte min Formel 1-karriere, og nu kan jeg forhåbentligt give noget tilbage til mærket med stjernen, slutter han.

Schumacher kørte senest Formel 1 fra 1991 til 2006. Her hentede han fænomenale syv verdensmesterskaber i 248 starter. 91 gange sluttede han først, 154 gange stod han på podiet og har sikret sig 68 pole positions. Schumacher er 41 år gammel, når GP-sæsonen skydes i gang i Bahrain i marts.

Foto: Mercedes GP Petronas