Der var lagt op til at Rally Sønderjylland Skærbæk ville være en stor udfordring for rallykørerne og det levede rallyet fuldt ud op til. Da støvet havde lagt sig over Skærbæk var der kun 32 af de 51 startende biler tilbage og af dem var Michael Pedersen i Mitsubishi Lancer (billedet) den hurtigste. Det var første gang, at han vandt et DM-rally generelt.

Til trods for sværhedsgraden og længden på rallyet, så var der hele vejen igennem en tæt kamp om sejren og Michael Pedersen kunne på ingen måde vide sig sikker før den sidste prøve var kørt. Slutforspringet var kun på 11 sekunder ned til Karl-Åge Jensen i Peugeot 207, som kæmpede til det sidste og satte hurtigste tid på rallyets sidste prøve. Men det var ikke nok til at veteranen kunne fravriste Michael Pedersen sejren.

Flere andre hold havde under rallyet haft et bud inden på sejren. Især Christian Jensen (Peugeot 207), som førte rallyet indtil hans gearkasse gav op på den 8. af rallyets 10 hastighedsprøver. Også Martin Johansen (Subaru Impreza) var med i kampen om førstepladsen, men faldt tilbage på næstsidste prøve, da han ramte en stor sten og slog noget skævt i bagtøjet på bilen.

Dermed blev det Ib Kragh (Abarth Grande Punto) som satte sig på rallyets 3. plads. Efter lidt problemer med undervognen fredag aften kørte Ib Kragh et velovervejet rally og kunne høste bonussen ved målstregen.

Et kig på resultatlisten viser, at for at have noget at skulle have sagt i Rally Sønderjylland Skærbæk, skulle der være 4-hjulstræk på bilen. Ikke helt uventet eftersom omkring 20 procent af hastighedsprøverne var på grus. Bedste to-hjulstrukne kører blev Kim Boisen (BMW M3) på en 9. plads.

Resultat:
1: Michael Pedersen/Mie Petersen – Mitsubishi Lancer Evo IX
2: Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen – Peugeot 207 Super 2000 (+11,0)
3: Ib Kragh/Karsten Isaksen – Fiat Grande Punto Abarth (+1:31,6)
4: Martin Johansen/Finn Thomsen – Subaru Impreza (+3:03,1)
5: Max Christensen/Dorthe Ravn – Subaru Impreza (+3:23,6)
6: Steen Andersen/Kim Jørgensen – Mitsubishi Lancer Evo VII (+3:50,4)
7: Sveinung Bieltvedt/Roger Eilertsen – Subaru Impreza (+3:52,3)
8: Steen Johansen/Suna Schwaen – Mitsubishi Lancer Evo IX (+4:43,6)
9: Kim Boisen/Jesper Petersen – BMW M3 (+4:44.1)
10: Brian Madsen/Anja Posorski – Peugeot 306 Maxi (+5:30,0)