Michael Christensen og holdkammeraterne Lars Kern og Matteo Cairoli kørte over målstregen på andenpladsen i deres Porsche 911 GT3 R, da der søndag blev afviklet 6 timers kvalifikationsløb på Nürburgring Nordsløjfen. Men efter løbet fik teamet en straf, da Cairoli undervejs havde foretaget en overhaling i en gulflagszone på den mere end 24 kilometer lange bane. Det rykkede trioen ned på femtepladsen i det store felt på 80 biler, heraf 31 i den hurtige GT3-klasse.

“Det er selvfølgelig skuffende, at miste en andenplads efter overhaling under gult” sagde en ærgerlig Michael Christensen efter løbet. “Vi kørte faktisk et godt løb, hvor vi fik prøvet mange forskellige ting. Matteo (Cairoli – red.) skulle have en masse tid i bilen under løbet for at blive klar til 24 timers løbet om fire uger, så jeg fik kun et enkelt stint, da det slet ikke var planlagt, jeg skulle køre løbet. Så det var rigtig fint, vi kørte over målstregen som toer, kun 15 sekunder efter vinderen. Men efter løbet fik vi en straf på 1 minut 7 sekunder, da Matteo havde overhalet i en gulflagszone. Det rykkede os ned på en femteplads i stedet. Der er ikke så meget at sige til det. Det er virkelig surt, men det kan være svært at orientere sig på Nordsløjfen, men det er selvfølgelig en af de ting, vi skal forsøge at undgå ved 24 timers løbet. Det vigtigste er, at vi fik prøvet en masse, fik testet forskellige dæktyper og vi havde ingen tekniske problemer. Så vi er rimelig klar til 24 timers løbet om 3 uger”.

24 timers løbet på Nürburgring afvikles i weekenden den 5.-6. juni.