Der bliver to danskere på gridden i Porsche Mobil 1 Super Cup. Nicki Thiim er denne sæson fast mand hos Hermes Attempto Racing, men den 23-årige dansker får selskab af Michael Christensen.

Porsche-juniorkøreren er inviteret til at køre med i afdelingen af den hurtige mærkeklasse i fyrstendømmet, hvor årets fjerde løb afvikles.

I alt 28 biler er tilmeldt, så der bliver travlt i de snævre gader i Monaco. Norbert Siedler fører serien, men også René Rast, Sean Edwards, Kévin Estre, Kuba Giermaziak og danske Thiim er blandt favoritterne.

Træning køres torsdag, mens løbet afvikles søndag klokken 9.45 og kan ses på Eurosport.

Senest på Circuit de Catalunya blev løbet aflyst, da der blev fundet graverende fejl på fælgene.