Michael Christensen optræder for første gang som officiel Porsche-fabrikskører, når han i weekenden kører Rolex 24 at Daytona.

Danskeren håber ikke overraskende på succes i sin debut med det store, tyske mærke som arbejdsgiver.

– Det er et erfarent team, og nogle både dygtige og erfarne medkørere jeg har. Det bliver mit debutløb som fabrikskører for Porsche, og jeg er helt naturligt meget opsat på at opnå et godt resultat. Det er ikke kun min egen succes, der tæller, men succes for Porsche, og her vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at min indsats bliver en afgørende forskel, siger Michael Christensen.

Porsches 911 RSR i TUSC - Michael Christensen kører #912
Porsches 911 RSR i TUSC – Michael Christensen kører #912

Som fast kørermakker i TUDOR United SportsCar Championship har Michael Christensen amerikanske Patrick Long. De to får på Daytona selskab af den erfarne tysker Jörg Bergmeister i deres Porsche 911 RSR med #912 på siden.

– 24 timer på Daytona er et utroligt hårdt racerløb, hvor der fysisk kræves mere af kørerne end det er tilfældet på Le Mans. Det oplevede jeg allerede sidste år, hvor jeg første gang prøve kræfterne med løbet, lyder det fra Michael Christensen.

– Racerbanen, der er en kombineret oval og traditionel bane, er en udfordring, og med 67 biler i det store felt, er der mange nærkampe, og det gælder om at være opmærksom hele tiden, siger han videre.

Rolex 24 at Daytona markerer sæsonenstart i TUDOR United SportsCar Championship, hvor Michael Christensen som bekendt er konkurrent til den forsvarende ALMS-mester Jan Magnussen og Corvette Racing.

– Det er altid svært at vurdere styrkeforholdene inden det første løb, men jeg forventer det bliver et meget tæt racerløb fra start til slut. Vi testede vores Porsche 911 RSR på Daytona den første weekend i januar, og her kørte vi konkurrencedygtige tider, men Corvette Racing ser uhyggelig stærke ud. Og så skal vi ikke glemme den nye SRT Viper samt Ferrari 458 Italia og den tyske BMW Z4, der alle er med helt fremme i feltet, når pokalerne skal fordeles, slutter han.

Rolex 24 at Daytona køres den 25.-26. januar og kan ses på Motors TV i Europa, ligesom dele af løbet kan ses live på IMSA-seriens hjemmeside (find linket her).