Michael Carlsen skifter denne sæson de hjemlige baner ud med asfalt under mere sydlige himmelstrøg.

Den fynske Peugeot-forhandler kører denne sæson i Peugeots RCZ Racing Cup, en mærkeklasse for ens Peugeot Sport-byggede RCZ-racere.
– Det er en gammel drøm om det at køre race i udlandet, som jeg nu vil have opfyldt. Jeg har været med herhjemme i 38 år, så jeg har snart prøvet, hvad der er at prøve i dansk motorsport. Ikke at forklejne det. Det har været rigtig sjovt, men det er svært at hidse sig op til at skulle i gang med den samme bil i den samme klasse en gang til, siger den tidligere DTC-mester i en pressemeddelelse.
RCZ Racing Cuppen, som Michael Carlsen skal køre i, er en helt nye racerklasse, hvor alle deltagerne kører med identiske Peugeot RCZ-modeller.
– Den er bygget rigtigt op med meget fin elektronik i bilen. Den har en 1,6 liters motor med turbo, som yder 250 hestekræfter, og det er ikke specielt mange i en turbomotor, og det er også derfor, at vi har fået oplyst, at vi kan køre hele sæsonen med motor og gearkasse uden at røre ved dem. Det er jo ikke ligefrem det, vi har prøvet før, forklarer Michael Carlsen, der senest har kørt Special Saloon Car i sin Peugeot 407 S2000.
Det er blevet til en halv testdag på den franske Grand Prix-bane i Magny Cours, men ellers er det om ikke dybt vand, så dog ukendte baner, Michael Carlsen kaster sig ud på til sit Tour de France, som starter i den sidste weekend af april. Det sker på Ledenon-banen vest for Avignon.
– Jeg har set en tegning af banen, og det er det, jeg ved om den. Der er et løb lørdag og et løb søndag, og så er der normalt træning fredag, men denne gang har vi mulighed for at få to træningspas torsdag, og dem kører jeg, for jeg skal lige have bilen lidt mere ind under huden, slutter han og spår, at han håber at køre sig ind blandt top 6.



