Det startede helt godt for holdkammeraterne Kimi Raikkonen og Sebastian Vettel, da de i fredagens første træning gik ud til sidst og tog de to hurtigste tider. Den enormt varme bane, over 50 grader faktisk, indbød mest til at afprøve andet end hurtige omgange. De fleste hold ventede derfor på de lidt lavere temperaturer mod slutningen af sessionen, hvilket Ferrari-kørerne udnyttede til at springe frem fra bunden af listen i de sidste ti minutter.
Mercedes var mod sædvanen nede på 15. og 16. pladsen i FP1, hvilket er en klar indikation af, at de formentlig testede med tungere biler.
Til sidst i FP1 gik Vettel frem og tog hurtigste tid ud af hænderne på Williams’ Valtteri Bottas, hvorefter Raikkonen satte trumf på, og tog bedste tid med en margin på to tiendedele. Bottas holdt fast i tredjebedste tid trods en mildest talt spændende bedste omgang. Først låste han et hjul i Turn10, og sidenhen var han ved at smide bilen i det sidste sving.
McLaren havde en session, der gik op og ned. I den positive ende fik Fernando Alonso kørt nogle vigtige kilometer, og nåede to sæt dæk i sessionen. I kort tid var han banens hurtigste, men endte til sidst med en fornuftig syvendeplads – cirka otte tiendedele fra Kimi Raikkonen.
I den anden McLaren-Honda var der derimod ikke meget at skrive hjem om. Jenson Button nåede ikke engang at sætte en tid, før han spandt rundt i Turn 1 og måtte bruge resten af FP1 på den forkerte side af hegnet.
Videre til FP2, hvor Mercedes gav svar på tiltale:
Nico Rosberg satte her bedste tid foran holdkammeraten Lewis Hamilton – skarpt forfulgt af de to Ferrarier.
Hamilton var hurtigst fra starten, mens alle var på medium-dækket. Her var briten fire tiendedele bedre end Rosberg og en tiendedel foran Sebastian Vettel, men ingen af de to Mercedeskørere fik en perfekt omgang. Hamilton låste højre forhjul på vej ind i Turn 8, hvilket kostede vigtige tiendedele.
Med kort tid igen måtte Rosberg parkere, da teamet fandt noget i bilens telemetri, altimens Kimi Raikkonen satte den bedste ikke-Mercedes tid – efterfulgt af Sebastian Vettel i øvrigt.
Også finnen havde problemer med at sætte en perfekt omgang, for i sidste sving ramte han ikke helt linjen på de friske softdæk, hvilket kostede på det sidste stykke mod stregen. Samme stunt lavede Vettel også – han kørte bare længere ud, men det var for tyskeren nok til at sætte fjerdebedste tid.
Med cirka ti minutter igen formåede tyskeren også at få det røde flag ud i nogle minutter, da han ramte Sergio Perez i Turn 1, og tabte lidt vragrester. Sammenstødet efterforskes netop nu.
Williams kørte ikke en ren simulation af kvalifikationen, hvilket betød, at Bottas kørte femtehurtigst, mens holdkammeraten Massa kunne notere sig niendehurtigste tid.
FP2 var igen en blandet landhandel for McLaren. Alonso kørte igen tider, der for McLarens nuværende situation må kaldes fornuftige, og var 11. hurtigst, mens Jenson Button atter måtte gå skuffet hjem, da han blev beordret til at parkere efter bare tre omgange. Bilen kom senere med i FP2 igen, men den kørte ikke lige så hurtigt som før.
Sebastian Vettel er ikke alene om at få sin kørsel undersøgt netop nu. Også Kimi Raikkonen og Lewis Hamilton bliver der kigget nærmere på. Det skyldes, at de begge kørte forkert ud af pitlane.



