Mercedes-Benz er klar med otte fabrikskørere i årets DTM-serie. De otte biler bliver holdt kørende af tre teams. Fra Frankrig er det ART Grand Prix, som ellers er mest kendt fra formelklasserne. Det er første gang franskmændene giver sig i kast med DTM.
ART Grand Prix har fået 2005-mesteren Gary Paffett og Lucas Auer på holdet.
De to andre Mercedes fabriksteams er begge tyske. HWA AG, der i forvejen er Mercedes’ development partner, vil køre med fire biler i alt – de har 2010-mesteren Paul di Resta og Robert Wickens samt Pascal Wehrlein og Christian Vietoris som kørere.
Endeligt er der det også tyske team Mücke Motorsport, der får Daniel Juncadella og Maximillian Götz.
CONFIRMED: @MercedesBenz announces 2015 @DTM line-up! Check it out! -> http://t.co/gPLmEHNNog pic.twitter.com/e19B4wgFJz
— Mercedes-AMG PETRONAS F1 Team (@MercedesAMGF1) January 30, 2015
Mercedes Motorsport-chefen Toto Wolff glæder sig til sæsonen:
– Den nye DTM-sæson ser ekstremt spændende ud. Det er en frisk udfordring for teams såvel som kørere at vi i år skal køre to løb hver weekend, og det bliver godt til alle DTM-fans med dobbelt så mange løb. Hvad angår vores lineup har vi gået efter både kontinuitet og friskt blod til holdet i form af Lucas (Auer) og Maximillian (Götz). Endeligt har Gary (Paffett red.) taget en kæmpe udfordring op ved at hjælpe med at skabe vores nye team ART Grand Prix. Han vil få direkte indflydelse på holdets udvikling, og jeg mener han er et perfekt valg til opgaven med hans 112 løbs erfaring i DTM, siger han til Mercedes AMG’s eget website.



