Red Bull har ikke haft nok effekt til rådighed i teamets motorer fra Renault i denne sæson. Samarbejdet med den franske producent har længe været anspændt, da det tidligere så succesfulde samarbejde er gået op i manglende holdbarhed og performance i de seneste to sæsoner.

Red Bull, der har kontrakt med Renault frem til og med næste sæson, skal ifølge Autosport have bedt om at få kontrakten ophævet allerede med udgangen af denne sæson, hvilket realistisk set betyder, at Red Bull må ud at finde en ny motorleverandør nu. Med Mercedes og Ferrari som de mest konkurrencedygtige løsninger burde valget være let, set i lyset af de seneste løbs stærke kørsel fra Mercedes GP og deres kundeteams. Men Mercedes er ikke interesserede i at samarbejde med Red Bull, hvis man skal tro Autosports kilder.
Tanken bag valget skulle angiveligt være, at Mercedes ikke har haft et fabriksteam i en så dominerende position i Formel 1 i snart 60 år, og derfor skulle der heller ikke være intentioner om at hjælpe en potentiel udfordrer som Red Bull.
Der er ingen friske udtalelser om emnet, men forleden blev Mercedes’ motorsportschef Toto Wolff spurgt, hvor han svarede følgende:
– Det er vigtigt, at man nøje overvejer det, hvis man skal levere store ressourcer til en af sine mesterskabsudfordrere, og vi må vurdere, om vi vil det. Men i et globalt perspektiv er Red Bull virkelig et fænomenalt brand, der tiltrækker de yngre seere og forbrugere. Derfor kan man heller ikke feje det bort og sige, at det ikke giver mening set fra vores teams perspektiv.

I den anden lejr, hos Ferrari, ser Maurizio Arrivabene ikke problemer i et Red Bull-Ferrari-samarbejde. Til Motorsport.com siger han følgende:
– Det er svært at tale om andre. I teorien har de store navne, med Adrian Newey som chefdesigner er det let at forestille sig, at de kan bygge et skræmmende godt chassis, som kunne blive meget konkurrencedygtig, hvis vi giver dem motoren. I forhold til mit eget team, så ved mine ingeniører og aerodynamikere, hvad de laver, og derfor har jeg intet problem med at få stærkere konkurrence, siger han og fortsætter:

– Det betyder dog ikke, at vi ser Red Bull og Toro Rosso få vores motorer i morgen, men jeg ser intet problem i at levere motorer til et andet team, og jeg er heller ikke bange for konkurrencen, før den er i gang. At være det, er ikke den rette måde at konkurrere på – eller hvad Ferrari repræsenterer. Vi kæmper med alle, siger Arrivabene til Motorsport.com.