Der var kedeligt nyt for danske racefans i dag, da Eric Boullier i dag udtalte, at teamet har tænkt sig at beholde Button til 2016 sæsonen. At Alonso fortsætter er en selvfølge, da han har fast kontrakt på en sæson mere.
“Som vi ser det, har McLaren kun to biler, og kun to sæder og vi har to tidligere verdensmestre, som vi har tænkt os at beholde indtil videre.”
Dermed udelukkede Boullier også muligheden, for at Kevin Magnussen overtager sædet fra den efterhånden aldrende Jenson Button, et scenarie der ellers var forudset af dansk såvel som international presse. Der er dog lidt lys i en ellers trist nyhed. Boullier tilføjede nemlig, at McLaren har tænkt sig at hjælpe med at finde sæder i Formel 1 til både Kevin Magnussen og Stoffel Vandorne.
“Vi forventer at alle fire kører. Det er lidt et luksus-problem at have fire gode kørere. Kevin og Stoffel er meget gode. Vi regner med at få begge to i Formel 1, og hvis vi ikke har plads til dem, vil vi gøre vores bedste for at sikre os, at de kan køre alligevel.”
Der er spekulation i, at Honda skal levere motorer til Manor næste år, og dermed komme til indirekte at fungere som McLarens B-hold, for at få både Magnussen og Vandorne ud at køre. Men Boullier udtaler, at det er hverken McLarens eller Hondas umiddelbare plan at gå ad den vej. Hvordan teamet så har tænkt sig at finde to sæder, på en grid der de sidste par uger stort set allerede er blevet besat, er uvist.
Force India har tidligere været en tæt samarbejdspartner for McLaren, men har allerede i den her uge udtalt, at de regner med at beholde både Hülkenberg og Perez (som har kontrakt). Tilbage er Manor som endnu ikke har meldt noget officielt ud, og har to kontrakter der udløber, og Haas-teamet, hvor visse spekulationer placerer én af de to McLaren udviklingskørere. Kevin selv har tidligere selv spekuleret i den amerikanske Indycar serie.



