Vodafone McLaren Mercedes præsenterer onsdag 2012-raceren MP4-27, det nye kromblanke våben mod RBR og Ferrari.

Fra deres hjemsted i Woking har Lewis Hamilton og Jenson Button trukket sløret for den nye racer. MP4-27 er en videreudvikling af forgængeren, der tog seks VM-sejre i 2011. Alt er dog revideret, og MP4-27 har fået form ifølge regelændringerne, der bl.a. har indflydelse på bagenden og sidepods.

– Jeg ved, at hele teamet er ekstremt stolte af MP4-27. Den ligner måske en direkte evolution fra sidste års bil, men vi har analyseret ethvert område gennem vinteren, og bilen har fået gavn af masser af nytænkning og nye ideer på ethvert område. Jeg glæder mig virkeligt til at komme bag rattet i Spanien i næste uge, siger Jenson Button ved præsentationen.

– Jeg har fulgt udviklingen af MP4-27 tæt gennem vinteren, og jeg er virkeligt ansporet af resultaterne og de data, som ingeniørerne har vist mig. Jeg tror, vi allerede har en meget stærk basis at bygge videre på. Jenson og jeg vandt seks løb med MP4-26 sidste år, og jeg tror, at vi har været i stand til at bevare alle styrkerne og pålideligheden fra designet, mens vi har indbygget en masse forbedringer og nye ideer til bilen, siger Lewis Hamilton.

[nggallery id=93]