McLaren har populært sagt fået nyt urværk, efter Red Bull tidligere i år kunne annoncere, at McLarens mangeårige sponsor TAG Heuer skiftede team.
Siden har McLaren ledt efter en arvtager til TAG – en arvtager, der nu er fundet.
Igen er valget faldet på et schweizisk mærke, omend af meget nyere dato end TAG. Der er tale om Richard Mille, der trods sin stiftelse i 2001 hurtigt har markeret sig på markedet, og nu kan kalde sig F1-sponsor.

Partnerskabet vil sætte Richard Mille-logoer på den nye McLaren MP4-31, der lanceres den 21. februar.

Richard Mille siger følgende om den nye sponsoraftale, der løber de næste ti år:
– Som en passioneret motorsportsfan er jeg utroligt stolt af, at jeg kan annoncere vores nye samarbejde med McLaren-Honda. McLaren har i 50 år været i spidsen af Formel 1, og dets renommé for teknisk innovation og sans for detaljer matcher vores filosofi. Vi har i flere år set på mulighederne for at blive sponsor i Formel 1, men denne mulighed gav os chancen for at engagere os på en mere meningsfuld måde i et stort team, siger Richard Mille.