McLaren havde det mildest talt svært på Sepang, og begge biler udgik da også med tekniske problemer i Malaysia sidste weekend.
Til trods for problemerne, så har Ron Dennis netop fortalt til Motorsport.com, at teamet vil genbruge de to motorer fra Malaysia ved det næste løb i Kina. Defekterne, der tvang begge biler til at udgå, var henholdsvis et problem med kølingen af Fernando Alonsos bils Energy Recovery System, mens Jenson Button måtte parkere med et turbo-problem.
Ifølge McLaren-bossen, så skulle det ikke være nødvendigt at skifte de to motorer ud, men i stedet kan enkelte dele udskiftes.
I interviewet kalder han også weekenden for positiv til trods for de tekniske problemer:
– Begge kørere var meget tilfredse med bilens performance i hurtige sving samt under nedbremsning. Der kom mange positive ting ud af weekenden. Det er klart, at vi ikke er, hvor vi gerne vil være med motoren – og det er Honda heller ikke, men vi er på vej.
– Det er svært for tiden, men vi arbejder hårdt på sagen med Honda, og jeg tror, vi når målet hurtigere end folk tror. Der sker hele tiden noget, men vi skal nok frem til de europæiske løb, før vi har et godt pace, siger han til Motorsport.com.



