Den blot 16-årige kartingkører Max Klinkby-Silver har fået et kæmpe klap i ryggen i form af en kontrakt med F1-holdet Team Lotus’ talentprogram.

De næste fem år indgår danskeren fra Vestfyn i F1-teamets hold af unge talenter, der skal føres frem fra karting og juniorklasserne til en fremtid i kongeklassen F1. Danske Max Klinkby-Silver er ellevild over chancen, men holder samtidig begge ben på jorden.

– Jeg synes det er stort, det er en kæmpe chance for mig – noget, der kan hjælpe mig på vej. Men igen, så er det jo stadig bare mig. Jeg skal fokusere og fortsætte med at gøre det så godt jeg kan, siger teenageren til Racemag.

Max Klinkby-Silver i WSK - om seks år måske i F1 med Team Lotus

Max Klinkby-Silver, der har en engelsk far og en dansk mor, kører også i år WSK-serien i KF2 – samme serie, som han debuterede i sidste år, da Team Lotus lagde mærke til ham.

– De syntes, at jeg havde gjorde det godt til VM (hvor han blev nr. 5, red.), og så ønskede de en engelsktalende kører også. Så jeg har fået en femårig kontrakt, hvor jeg skal fortsætte i karting i år og køre Formel Ford næste år, Formel 3 og så GP2 i løbet af kontraktperioden, fortsætter Klinkby-Silver.

Selve talentprogrammet blev offentliggjort i Malaysia under stor bevågenhed, og hvor Team Lotus’ Jarno Trulli og Heikki Kovalainen også var til stede. Det var danskeren dog ikke, da han plejer en omgang kyssesyge i hjemmet på Vestfyn.

– De har holdt det meget hemmeligt, og jeg skulle have været med. Men jeg valgte at blive hjemme, da jeg har været syg og har ikke kørt gokart i to uger, siger danskeren, der fortsætter i WSK i 2011 for sit team JRP, der kører Birel-karts.

Max Klinkby-Silver skal køre i Euroserien under WSK, masters-serien samt formentlig en afdeling af VM i Japan.

Læs mere om Klinkby-Silvers kontrakt med Team Lotus her.

Fotos: Team Lotus, www.maxklinkbysilver.com