Lørdag d. 26. maj blev årets 2. afdeling af DM i rallycross kørt på Ørnedalsbanen ved Sæby i Nordjylland, og der blev endnu engang ”gået til stålet”.
I den mindste klasse (0-1600 Gr. N) sejrede Daniel Svenningsen endnu engang med sin Honda Civic, og han har nu lagt sig i spidsen med max. point efter de første 2 afdelinger. I Supernational klassen havde Morten Schnack for alvor fået fart i sin Volvo, men Peder T. Jensen endte alligevel som vinder, og han indtager ligeledes 1. pladsen med max. point.
I Supernational 1601-2000 har Rasmus Nielsen kørt sin hurtige Honda Civic til en suveræn DM-sejr i de seneste år, men nu er der andre der melder sig ind i kampen, og specielt Dennis D. Christensen er værd at holde øje med. Dennis og Rune Staudt har henover vinteren ombygget 2 Renault Clio Cup biler, og de har vist sig at være ganske hurtige på det blandende underlag, og alle tre kørere indtog da også de første 3 pladser ved årets første afdeling på Løvel-banen.

Alle 3 kørere var da også med i A-finalen, som bl.a. også havde outsidere som Thomas Mark (Peugeot 206), Allan Jørgensen (Opel Corsa) og Jesper Christensen (Opel Kadett) med helt fremme. For enden af startlangsiden var der dog ikke plads til alle kørerne, hvilket medførte et større sammenstød. Allan Jørgensen og Rune Staudt blev hårdest ramt af uheldet, og dermed var finalen færdig for dem. Rasmus Nielsen kunne således krydse målstregen som nr. 1 endnu engang, mens Jesper Christensen og Dennis D. Christensen besatte de efterfølgende pladser. Således har Rasmus indtaget 1. pladsen i den samlede stilling endnu engang, men det er sikkert kun spørgsmål om tid, for de andre for alvor kan udfordre ham i kampen om 1. pladsen.
Selvom vi fortsat mangler nogle enkelte kørere i SUPER1600, så er der altid kamp om topplaceringerne i klassen. Dansk rallycross mest markante profil, Ulrik Linnemann, var optaget af EM afdeling i Østrig og var derfor ikke til start, så løbet virkede derfor helt åbent. Umiddelbart virker Jacob Schnoor som hurtigste mand i Ulriks fravær, men har Mike L. Frederiksen fundet mere fart henover vinteren, kan Søren Mortensen følge op på den flotte sejr fra 1. afdeling og kan Michael Rolighed for alvor true Schnoor, efter han måtte udgå med problemer på Løvel.
Jacob Schnoor skulle dog vise sig at være hurtigste mand i klassen i de 2 første heat, og kunne dermed undlade at køre det 3. (kun de to bedste tider er gældende). Heller ikke i finalen var der nogen der kunne fravriste sejren fra Schnoor, men top 3 var utrolig tæt gennem hele finalen, og Mike L. Frederiksen kunne fortjent tage 2. pladsen tæt forfulgt af Michael Rolighed på 3. pladsen. Mike L. Frederiksen fører nu i den samlede DM stilling med Søren Mortensen og Jacob Schnoor lige i hælene.
Næste afdeling køres søndag d. 17. juli på Nisseringen ved Næstved, og der er for alvor lagt op til et spændende løb. Kampen bliver endnu tættere i Supernational 1601-2000, og i SUPER1600 klassen forventes Ulrik Linnemann, Kim Dall (Renault Clio Super 1600) og den tidligere rallykører Martin Pedersen (Suzuki Swift) til start.