Felipe Massa var et naturligt centrum ved Scuderia Ferraris præsentation af F10-raceren denne uge. Brasilianeren måtte som bekendt afbryde sin sæson efter det bizarre uheld i Ungarns Grand Prix. Ved præsentationen var det dog en brasilianer tilbage i fuldt vigør, der tog imod medier og gæster.

– Jeg havde en helt utrolig ulykke. Men sikkerhed er selvfølgelig noget, vi arbejder på hver eneste dag. Vi må fortsætte sådan her, og der vil være meget mere arbejde at gøre, også blandt os kørere og på banerne. På et personligt plan er jeg glad, for trods alt er intet ændret i min måde at arbejde på, siger Felipe Massa til præsentationen af F10.

Udover Massas comeback byder 2010 også andre væsentlige ændringer – den dobbelte verdensmester Fernando Alonsos entré i teamet og Michael Schumachers comeback.

– Forventningerne omkring ens teamkammerat har jeg levet med i mange år nu. Når der er en ny kører i Ferrari, så er der høje forventninger, og målet er at arbejde godt sammen som et team, at være komplette. Jeg har altid gjort et godt stykke arbejde, lært meget og vist mange gange, at jeg er i stand til at vinde og kæmpe, uanset hvem min teamkammerat er. Michael (Schumacher, red.) er en ven, og jeg lærte meget af ham, men på banen er vi konkurrenter, siger Massa om sin tidligere teamkammerat og sin nuværende.