Marussia Virgin Racing har i dag fremvist MVR-02 til 2011-sæsonen i F1 – teamets blot anden bil.
Præsentationen skete i London mandag i BBC’s Television Centre, og som med forgængeren er MVR-02 udelukkende skabt ved hjælp af CFD, Computational Fluid Dynamics. Igen er det Nick Wirth, der står bag designet, der lidt utraditionelt for sæsonen viser en lav snude.
MVR-02 hedder sådan, efter den russiske bilbygger Marussia har opkøbt andele af teamet og indgår i ledelsen og i teamnavnet. Marussias grundlægger, den tidligere racerkører Nikolay Fomenko, var også tilstede ved præsentationen med eksempler på Marussia-sportsvognene.
Timo Glock fortsætter naturligvis for teamet, mens Jerome D’Ambrosio får F1-debut i denne sæson. Glock bliver første mand bag rattet, når næste F1-test finder sted på Jerez senere i denne uge.
Du kan se flere fotos i galleriet her.
Foto: Marussia Virgin Racing