Den kvindelige testkører for Marussia F1 team Maria de Villota er forulykket i forbindelse med en test, og skulle være kommet alvorligt til skade.

Testen foregik på Imperial War Museum ved byen Duxford. Hun kørte i forbindelsen med testen ind i en lastbil. Det skulle være sket efter hun havde kørt en omgang, og Formel 1-raceren pludselig accelererede igen, og kørte ind i lastbilen.

De første meldinger lyder, at hun har pådraget sig livstruende skader. Der vil være nyt fra Marussia F1 Team, når omfanget er endeligt klarlagt.

Klokken 16:00 dansk tid kom teamet med følgende meddelelse:

– Siden Marias ankomst til hospitalet ca 10:45(red.11:45 dansk tid) denne formiddag, har hun fået den bedst mulige lægehjælp på hospitalet, som er områdets største traumecenter. Maria er ved bevidsthed og medicinske undersøgelser er i gang. Holdet vil afvente resultatet af disse undersøgelser, før der gives yderligere kommentarer, lød den officielle meddelelse via Marussia teamets hjemmeside.

Maria de Villota er datter af den spanske tidligere Formel 1-kører Emilio de Villota Ruíz. Hun havde i 2011 sin første Formel 1 test for Lotus, og har siden marts været tilknyttet Marussia teamet som teskører.

Opdateret 17.22.