Mark Webber tager igen en overbevisende sejr fra pole position – sin anden i træk. I et ikke særligt seværdigt løb tager Red Bull Racing 1-2 sejr med Robert Kubica på tredjepladsen.
Felipe Massa tager fjerdepladsen foran Lewis Hamilton, der slutter foran Michael Schumacher og Fernando Alonso, der trods startplads i pitlane kører sig frem til sjettepladsen og gode point til VM-stillingen.
Nico Rosberg, Adrian Sutil og Vitantonio Liuzzi lukker top ti og de pointgivende placeringer af.
Hele tre safetycarperioder holdt feltet samlet, om end det ikke giver mange overhalinger. Blot 12 biler er reelt klassificerede med Toro Rosso-køreren Buemi og Alguersuari på de sidste pladser.
Første safetycarperiode kommer allerede på første omgang, hvor Nico Hülkenberg kommer uden for linjen i tunnelen og rammer hårdt ind i barrieren. Under safetycar går Fernando Alonso fra sidstepladsen i pit til hvad der bliver spanierens eneste pitstop. Blot en omgang senere må Jenson Button parkere sin McLaren Mercedes, med hvad der viser sig at være en overophedet Mercedes-motor.
Schumacher kan under pitstoprunden overhale sin tidligere teamkammerat Rubens Barrichello inde i pitten til sjettepladsen, som brasilianeren ellers har vundet fra en niende startplads på gridden.
På 32. omgang står Rubens Barrichello dog af op ad bakken i Massanet, hvor venste baghjulsophæng tilsyneladende knækker for den sjetteplacerede brasilianer. Det kalder på ny safetycaren på banen.
Tre omgange før mål må safetycar i aktion igen, da Jarno Trulli i et overhalingsforsøg på Karun Chandhok kører sammen i Rascasse. Trullis Lotus-racer ender oven på den enlige HRT-bil. Safetycaren bliver på banen løbet ud, så Webber kan tage sejren i processionskørsel over målstregen.
Resultat fra Monacos Grand Prix 2010:
Foto: Mark Thompson/Getty Images