Mark Webber måtte se sin noget yngre teamkollega løbe med guldet – på trods af, at australieren næsten hele sæsonen har været et lille skridt foran Vettel i den samlede stilling.

Webber var dog ikke sen til at rose sin teamkammerat efter sejren i Abu Dhabi.

– Jeg prøvede så god jeg kunne, og vi gjorde alt vi kunne, men det var ikke nok. Man må tage hatten af for Sebastian, han har gjort det godt hele året, og at føre mesterskabet ved det sidste løb, så har man timet det helt rigtigt, og jeg ønsker ham tillykke med verdensmesterskabet.

Selv har australieren været i spidsen flere gange i VM, men senest var det en kørerfejl i Korea, der sendte australieren ned i rækkerne.

– Jeg havde en chance for at vinde VM indtil det sidste løb, så jeg må have gjort et eller andet rigtigt, og til syvende og sidst er der masser af positive ting. Jeg synes, jeg har kørt godt det meste af sæsonen, og det er det vigtigste for mig, siger Webber, der melder sig klar til den kommende sæson:

– To mesterskaber er ikke dårligt for teamet, og jeg kæmper igen næste sæson!

Foto: Mark Thompson/Getty Images