Den danske Lotus kører i World Series by Renault, Marco Sørensen havde før weekendens løb i Monaco ikke haft nogen god sæson. Problemer med motoren, forkert strategi og uheld havde ødelagt sæsonstarten, så det kun var blevet til tre point i alt i fire løb.

På den legendariske bybane i Monaco var Marco Sørensen tilbage i den form, der flere gange sidste år sendte ham på podiet. I træningen var han med i toppen, mens det kun var en hundrededel af et sekund, der gjorde at det ikke blev til pole til løbet søndag.

Poleposition gik i stedet til Nico Müller, som vandt løbet efter sikker kørsel. Lige så sikker kørsel leverede Marco Sørensen, hvor han blandet andet tog en plads i starten, og sluttede som nummer to i løbet.

– Jeg fik en rigtig godt start, og Jazeman Jaafar forsøgte at blokkere for mig, men jeg var allerede forbi, og han kunne ikke gøre noget. Derefter skulle jeg holde bilen på banen, og forsøge at ligge pres på Nico Müller i front. Det var ingen grund til at tage chancer, da jeg har brug for point i mesterskabet. Så derfor holdt jeg den nødvendige afstand, så at jeg kunne slå til hvis det blev muligt. Men andenpladsen er også fantastisk. At være på podiet her i Monaco er stort, siger danskeren.

Med podiepladsen er Marco Sørensen den anden dansker til at stå på podiet i forbindelse med Monacos Grand Prix.  Andenpladsen rykker også Marco Sørensen op på 21 point og en 11. plads i mesterskabet. Det er 54 efter den førende, Kevin Magnussen, men kun 24 efter tredjepladsen i mesterskabet.

Dermed kan Marco Sørensen være på vej tilbage i mesterskabet, og allerede i den kommende weekend har han mulighed for at vise at løbet i Monaco ikke skal være den eneste gang, han skal på podiet denne sæson. Her kører World Series by Renault nemlig på Spa banen i Belgien. Denne gang er der som normalt to løb, med kvalifikation 9:50 og løb klokken 14:00 lørdag, mens søndagens program er kvalifikation samme tid, men med løbsstart 14:50.