Marco Sørensen kom fra sæsonpremieren i Formula Renault 3.5 på noget nær værst tænkelige måde. Nul point står der ud for danskeren, der er blandt forhåndsfavoritterne til topplaceringerne.

Nordjydens weekend begyndte at gå skævt, da teamet i den halvvåde kvalifikation lørdag satsede forkert med dækkene. Det kostede dyrt i startopstillingen, men også i løbet, hvor Lotus-kørere måtte kæmpe med slidte dæk. Danskeren sluttede som 18.

I andet løb så det bedre ud – her var han startet fra niendepladsen og var oppe på femtepladsen på første omgang, da uheldet indtraf.

– Det var en virkelig dårlig weekend for os. Vi kæmpede mod problemer hele tiden. Heldigvis var der håb efter race to. Jeg fik en god start og var oppe på femtepladsen, da jeg blev ramt af en punktering. Jeg kom ind i pitten for at få et nyt dæk, så vi kunne se hvordan omgangstiderne så ud – og de så godt ud til sidst, siger Marco Sørensen på sin Facebook-side.