Marco Sørensen tog sin 15. podieplacering ud af 16 mulige denne sæson, da ATS F3 Cup kørte sidste løb i 2011 på Hockenheim.

Her kunne nordjyden igen komme godt ud af starthullerne og sikrede sig andenpladsen efter den helt suveræne Richie Stanaway. Det var i alt 11. gang, at Brandl-køreren tog sølvpladsen i 2011-sæsonen i Tyskland.

– Jeg fik en rigtig god start og kunne hurtigt komme på andenpladsen. Jeg måtte forsvare mig, og så kunne Richie køre væk. Jeg forsøgte dog at hænge på ham, men vi var ikke hurtige nok i dag. Dertil fik jeg to advarsler i den første kurve (hvor kørerne ikke måtte krydse baneafmærkningen, red.), og jeg valgte da at køre forsigtigt, siger Marco Sørensen.

Det var samtidig danskerens afskedsløb med teamet, afslører han i en pressemeddelelse.

– Det er selvfølgelig lidt vemodigt, at skulle sige farvel til teamet. Uden dem ville jeg slet ikke have kørt racerbil i denne sæson. Men nu må vi kigge fremad, for planlægningen for næste sæson er allerede gået i gang, og her har jeg nogle spændende ting i støbeskeen for næste år, slutter han.

Dennis Lind i Performance Racing i ATS F3 Cup

Dennis Lind kunne ikke helt følge op på kanondebuten lørdag, men igen blev det dog til en pointplacering trods en skade på Performance Racing-bilen efter et sammenstød i starten. Hele løbet igennem lå Roskilde-køreren efter Mihail Aleshin, uden dog at kunne komme forbi.

– Selvom jeg var kommet forbi Aleshin, så tror jeg ikke, der havde været mere at hente i bilen. I sving to, er der en konkurrent, der trækker ind i mig og sammenstødet var så hårdt, at det slog forhjulsophænget skævt. Så bilen var langt fra så god som lørdag. Det var frustrerende, selvom jeg dog er glad for en placering som nummer otte. Men efter løbet lørdag, havde jeg sat næsen op efter endnu en gang at vise flaget, men samlet set, så har jeg fået så meget erfaring og lært så meget af de to løb, at jeg kun kan være rigtig glad. Jeg fik masser af omtale efter lørdagens løb, så vi har opnået meget mere, end jeg turde håbe på, siger Dennis Lind.

Richie Stanaway, der tog pole position, hurtigste omgang og dobbeltsejr, vinder med 181 point mod Marco Sørensens 126.