Thyboen var den absolut hurtigste kører i søndagens afdeling af Asian Le Mans Series, hvor små detaljer endte med at koste sejren for Crowdstrike Racing by APR.
Teamejer George Kurtz måtte lørdag nøjes med syvendebedste omgangstid i kvalifikationen på ørkenbanen, men med en stærk bil og kørerbesætning var ambitionerne høje for det fire timer lange løb.
En straf for at overskride banens track limits kostede dog dyrt for trioen, som udover Malthe Jakobsen og George Kurtz består af Colin Braun. Både Braun og Jakobsen måtte anstrenge sig for at kompensere for straffen.
Og det virkede. Efter et par hurtige stints fra Colin Braun kunne Malthe overtage bilen på fjerdepladsen, og efter et par hektiske overhalinger var han i front af løbet, inden sit sidste pitstop med omkring 40 minutter tilbage af løbet.
Pitstoppet tog for lang tid og betød, at Malthe var tilbage på tredjepladsen. Der var stadig en sandsynlighed for at kunne hente de to førende, men selvom Malthe var den markant hurtigste i feltet, kostede trafikken den sidste chance for sejr:
– Bilen var helt fantastisk og jeg satte løbets hurtigste omgangstider lige der. Men de to andre var heldige at kunne passere LMP3 og GT3-bilerne på langsiden, og jeg tabte en del tid fordi jeg skulle forbi på nogle af de mere tekniske sektioner af banen. Der ville jeg gerne have været lidt mere heldig, siger Malthe Jakobsen, som kan trøste sig med at have sat både hurtigste omgangstid og gennemsnitstid for løbet.
– Det var jo ikke fordi, vi manglede fart i bilen – men i dag manglede vi altså lige det sidste for at kunne kæmpe med om sejren. Vi har givet os selv lektier for inden næste weekend, hvor de sidste to løb i mesterskabet køres, og så må vi se om vi kan kæmpe os tilbage mod førstepladsen i mesterskabet, siger han.
De næste dage bliver der tid til lidt afslapning, før det torsdag går løs med træning forud for de sidste to afdelinger af mesterskabet, som køres lørdag og søndag.
Foto: Algarve Pro Racing