Rolex 24 var en fantastisk start på motorsports-året set med danske briller. Tre danskerbiler sluttede på podiet med Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR på det øverste trin i LMP2-klassen.
Det lignede, at årets Rolex 24 at Daytona ville være et svært løb for Malthe Jakobsen. Allerede i det første sving på første omgang var danskerens holdkammerat, George Kurtz, blandt ofrene da Tobias Lütke snurrede rundt under nedbremsning. Heldigvis for Malthe Jakobsen fik Crowdstrike holdet hurtigt udbedret skaden, så de kunne forsøge at få de tabte omgange tilbage.
Mindre heldig var Mikkel Jensen, hvis racer også blev ramt i uheldet. Desværre var skaden på bilen så omfattende, at United Autosports #2 aldrig blev en faktor i toppen af feltet igen. Med Tobias Lütke bag rattet af David Heinemeier Hanssons TDS Racing #11 var det altså en mareridtsstart set med danske øjne.
Men i IMSA kan alt ske. For hver full course yellow (safety car) får bilerne, der ikke er på omgangshøjde med den førende i klassen, en omgang tilbage. Det udnyttede Jakobsen og co. til hurtigt at komme på omgangshøjde igen – og de krydsede linjen efter 24 timer med en relativ komfortabel føring på 5.5 sekunder.
Vesti og Thiim kæmpede til det sidste
Anderledes spændende var det i topklassen, GTP. Frederik Vestis Cadillac Whelen #31 blev frataget pole position og startede i stedet løbet fra sidstepladsen. Men efter lige knap 24-timer var de det eneste hold, der kunne udfordre de suveræne Porsche Penske-racere. Med Jack Aitken bag rattet hentede #31 hurtigt Felipe Nasr i den førende Porsche i den sidste halve time – men han kunne ikke finde en hul i Nasrs forsvar, hvormed de måtte nøjes med andenpladsen.
I GTD fik Nicki Thiim ansvaret for at køre Magnus Racing #44 over linjen. Danskeren var i front med 20 minutter tilbage, indtil en uheldigt timet overhaling fra en LMP2 åbnede døren for Phillip Ellis i Winward Mercedes AMG #57. Thiim prøvede ihærdigt at komme tilbage forbi den aggressivt kørende schweizer, og det lignede et øjeblik at han kunne sikre overhalingen med 10 minutter tilbage. Men Ellis trykkede Thiim helt op mod ydervæggen, hvilket var nok til at stoppe danskerens momentum. Situationen udløste en advarsel til Ellis for farlig kørsel – men føringen beholdte Ellis hele vejen til det ternede flag.
Alle danskerbilernes resultater
GTP
P2 | Frederik Vesti | Cadillac Whelen #31
P8 | Kevin Magnussen | BMW M Team WRT #25
P10 | Marco Sørensen | Aston Martin THOR Team #23
LMP2
P1 | Malthe Jakobsen | Crowdstrike Racing by APR #04
P5 | Christian Rasmussen | AO Racing #99
P10 | Mikkel Jensen | United Autosports #2
DNF | David Heinemeier Hansson | TDS Racing #11
DNF | Nicklas Nielsen | AF Corse #83
GTD
P2 | Nicki Thiim | Magnus Racing #44
P13 | Frederik Schandorff | Inception Racing #70
Se highlights fra Rolex 24 at Daytona 2026 her:
Foto: IMSA





