
Nu har General Motors og Corvette Racing løftet sløret for, hvordan Corvette C7.R kommer til at tage sig ud i 2014-sæsonen.
På motorshowet i Detroit i går blev klædet løftet af Magnussens 2014-racer, som indtil nu blot har været vist i en skakternet kamuflage-bemaling.
Bilen, der afløser 2013-ALMS-vinderne C6.R får debut i Rolex 24 at Daytona den 25. januar. Ifølge GM og Pratt & Miller, der har bygget Corvette-racerne i mere end et årti, er det en Corvette, der er bygget med race for øje, så gadeversionen er konstrueret ud fra principper, der skal give succes på banen.
Bilen vil – formentlig – kunne opleves i Europa til Le Mans i juni. Hovedfokus for Corvette Racing er naturligvis forsvar af kører- og teamtitlerne fra ALMS 2013 i den nye Tudor United SportsCar Championship.



