Jan Magnussen og Corvette Racing mistede mulighederne for titelforsvaret i årets udgave af Sebring 12h, efter et uheldigt crash satte både Corvette #3 og Porsche #911 ud af spillet.

På vej ind i banens første sving gik Magnussen uden om en langsommere GTD-bil, og holdt det tørre spor i kampen om føringen i GTLM. Nummer to i GTLM, Kevin Estre i Porsche #911, satsede og gik på indersiden af GTD-bilen, men her var der fortsat vådt. I nedbremsningen fortsætter Porschen ind i siden på Jan Magnussen, og begge biler ryger af banen med stor kraft. Her bliver Porsche 911 RSR’en holdende, mens Jan Magnussen får bakket Corvette #3 ud af dækkene og kører videre. Han måtte dog kapitulere kort efter.

Kevin Estre var til et kort lægetjek og er meldt ok – og Jan Magnussen melder sig også ok på Twitter.
Sammenstødet gav føringen i GTLM til Porsche #912 og Michael Christensen, omend det lige nu – klokken 23.20 – er Ford #67 foran BMW #25 og Christensens Porsche #912. Men de tre biler adskilles kun af 16 sekunder, så føringen skifter jævnligt.

Samlet fører Scott Pruett an i en Action Express Racing 1-2.

OPDATERING 00:15:

Corvette Racing har fået bilen samlet og den er kørende igen. Jan Magnussen har været til lægetjek og skriver, at han er ok, men noget øm efter sammenstødet med dækvæggen.

Why Corvette Racing is the best in the business #Corvette #C7R #Sebring12 #NeverGiveUp

Opslået af Ryan Smith på 19. marts 2016