Jan Magnussen satte Corvette #63 på andenpladsen i GT2-klassen efter Risi Competiziones Gimmi Bruni i Ferrari 430 GT. Corvette-køreren, der for første gang stiller i GT2-klassen, er fuldt ud tilfreds efter onsdagens totimers kvalifikation.
– Jeg er rigtig glad for at være, hvor vi er. Der er mere kvalifikation i morgen (i dag, red.), og måske får vi en chance mere. Det er sjovt at jage en omgangstid, det er godt for teamets humør, men det er ikke, hvad vi virkelig er her for at opnå. Det skal være sagt, at vi ikke har et kvalifikationssetup – dette er bilen, vi skal køre løb med. Så langt, så godt, ingen større issues, siger Magnussen til teamets hjemmeside.
Magnussen kørte #63 Compuware Corvette C6.R rundt på de lidt over 13 kilometer i tiden 4:00,097. Teamkammerat Oliver Gavin var treer 4:01,012, mens Gianmaria Bruni kørte tiden 3:59,233.
Foto: Kim Igel, www.igel.it