Kevin Magnussens mangeårige manager Dorte Riis Madsen er selv meget overrasket over, at det ikke bliver til løbssæde for Kevin Magnussen i 2015.
Både manageren og McLaren-CEO Ron Dennis har afsløret, at kontrakten med Jenson Button først blev underskrevet onsdag aften – altså aftenen før pressemødet.
Dorte Riis Madsen er overrasket over, at det har taget den drejning – måske – ifølge britiske medier – grundet en heftig lønnedgang til Jenson Button.
– Jeg var meget overrasket. For med de meget tunge udmeldinger, der er kommet fra McLaren hele sæsonen, efter en stærk sommer. Vi har haft et par dårlige løb her sidst på sæsonen, men det skyldes forskellige omstændigheder, men efter den meget stærke sommer og den måde, han har formået at sætte sig i respekt på, de data, som jeg jo ved mere om, end I gør, de ting, som McLaren læser ud af bilen om Kevins præstationer, de har været rigtig, rigtig gode og med lovende takter for en stor fremtid for Kevin, siger Dorte Riis Madsen til TV3 Sport 1.
– Det har været en meget hård tid, udadtil har han tacklet det flot, men det er klart, at hvis ens fremtid står på spil, så bliver man meget bevidst om det hver gang man skal ud at køre et løb, hver gang man starter bilen og skal lave et resultat, samtidig med at man ikke vil risikere at sætte bilen af, så ja, han har været under et gigantisk pres. Kevin overraskede mig i går, for han var fuldstændig rolig og fuldstændigt fattet. Eftervirkningerne kommer måske på et tidspunkt, men Kevin var sej i går, siger hun videre.
Fokus for manageren og Kevin Magnussen er dog fortsat på at gøre arbejdet og så vende tilbage i 2016.
Kevin Magnussen fortsætter dog i den kommende sæson i den rolle, Gary Paffett tidligere har haft som test- og reservekører. Dermed kan det meget vel blive til indsatser i før-sæson-tests for danskeren.
– Jeg mener, han står stærkt. For det første har McLaren ment, at han skulle deltage i pressemødet, det fortæller Kevin, at han stadigvæk er et fuldgyldigt medlem af teamet, de ved, at han er deres fremtid, det lægger de ikke skjul på, heller ikke efter beslutningen blev truffet i går.
Rygter om deltagelse i den japanske Super GT-serie afvisere manageren også.



