Jan Magnussens andet løb i V8 Supercars på bybanen i Surfers Paradise blev forpurret af en drivethrough-straf, efter danskeren havde kontakt med østrigske Christian Klien, der blev sendt i muren.
Angiveligt skulle kørerne være briefet inden løbet om, at man skulle give sig inden man nåede til chikanen, hvis man var på siden af en konkurrent. Magnussen mener dog, at den tidligere F1-kører ikke gav ham plads.
– Jeg fik masser af ros fra teamet for min præstation og de var heldigvis enige i, at jeg ikke skulle have haft den straf for sammenstødet med Klien. Vi var på vej side om side mod chikanen på den bagerste langside. Jeg var på ydersiden og var ved at trække mig, da han vælger at dreje mod højre, så jeg rammer hans bagskærm og han ryger i væggen. Havde han blot kørt lige ind i chikanen, havde vi aldrig ramt hinanden, men sådan opfattede løbsledelsen det desværre ikke, siger Magnussen i en pressemeddelelse.
Straffen sendte, ikke overraskende, danskerne ned som nummer sjok, hvorefter en hård søndag eftermiddag ventede Supercheap Auto-parret.
– Det ødelagde mit løb søndag, men det ødelagde ikke den store oplevelse jeg har haft i Australien. Det har været vildt sjovt at køre de løb. Det er nogle fede biler at skulle tøjle. Frem for alt, så var det fedt igen at køre løb med stående start. At høre 28 biler, der brøler højt lige inden starten går, kan sagtens give en erfaren gut som mig gåsehud og et godt adrenalin kick, siger Magnussen videre.
– Sidst, men ikke mindst, så var eventen, en passende hyldest til Dan Wheldon (der mistede livet i en Indycar ulykke sidste weekend – red.). Hans deltagelse var savnet, men der var masser af hyldest og minder gennem hele ugen og under løbet, slutter han.