Jan Magnussen oplevede noget af det, racerkører måske frygter allermest. Kort inde i første løb i Gold Coast 600 svigtede bremserne på Magnussens Holden – heldigvis et sted på bybanen, hvor der var afkørselsareal.

– Det gik rigtig godt, men det er surt, at jeg ikke kunne vise det oppe foran. Jeg havde virkelig en god racerbil og fik sat et par gode overhalinger ind. Desværre oplevede jeg pludselig at bremsepedalen gik helt i bund. Der er ikke mange steder på den her bane, hvor det kan ske, uden at man kommer til at slå sig meget, men jeg var så heldig at det skete ind i sving 1, hvor det heldigvis var muligt at undgå murene. Men det var noget af en øjenåbner, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
– Teamet fik bilen klar igen og omgangstiderne viste, at vi kunne være med fremme. For mig var det en personlig succes, at tiderne kunne matche de bedste normale kørere, men desværre foregik det relativt ubemærket i den forkerte ende af feltet. Nu håber jeg på bedre held i andet løb i morgen. Jeg glæder mig allerede. Det er vildt sjovt ræs og en fed bane. Og så var det fedt igen at lave en stående start. Det er længe siden sidst, men det er ingen tvivl om, at det får adrenalinet til at pumpe, når man sidder på startstregen og hører 28 V8 motorer, der er klar til at blive fyret af, slutter Magnussen, der igen søndag starter i bilen.



